Den fødekæde, der skal skabe interesse for at spille musik i Danmark, har et svagt led, mener Charlotte Mejlbjerg: Første led er musikskolerne, der søger for at vække musikinteressen hos børnene og forberede dem til andet led, MGK, som så forbereder vejen til musikkonservatorierne. Musikkonservatorierne sørger for det tredje led: At skabe gode udøvende musikere. Men konservatorierne har i Charlotte Mejlbjergs optik også en forpligtelse til at vare tage det fjerde led – at producere gode musikpædagoger, så fødekæden hænger sammen. Men netop denne opgave svigter musikkonservatorierne.
Til trods for den kendsgerning, at en stor del af kandidaterne fra musikkonservatorierne en skønne dag skal tjene til føden som musiklærere i musikskolerne, så er samarbejdet mellem musikskolerne og konservatorierne nærmest ikke-eksisterende, mener hun.
- Musikkonservatorierne siger, at de har jævnlig kontakt med musikskolerne gennem aftagerpanelerne, men når jeg taler med musikskolelederne, siger de, at de aldrig snakker med konservatorierne. Et eller andet sted må der jo være noget galt, siger Charlotte Mejlbjerg, der mest hælder til musikskoleledernes version af virkeligheden.
- Min fornemmelse er, at musikkonservatorierne tror, de ved nok om, hvad der foregår i musikskolerne, siger hun.
Nøler overfor praktikordning
Charlotte Mejlbjerg mener, at musikkonservatoriernes er alt for nølende over for at samarbejde med musikskolerne, for eksempel om en praktikordning for de konservatoriestuderende på musikskolerne. På den måde ville de studerende kunne forene konservatoriets musikpædagogiske teori med praksis på musikskolerne.
- Hvis man ønsker at imødekomme behovene hos den store gruppe af kandidater, der skal ud og undervise i musikskolerne, burde man sende dem i praktik i musikskolerne, og jeg er sikker på, at musikskolelederne ville klappe i deres hænder, hvis der kom et sådant initiativ fra konservatorierne, siger Charlotte Mejlbjerg, der også har en klar ide om, hvordan praktikken i givet fald bør udformes.
Hun forestiller sig, at de studerende i første omgang skal gennem et forløb, hvor de er i observationspraktik i fem-seks uger.
- Et par ugers praktik er ikke nok, for vi ser jo kun de enkelte musikskoleelever en gang om ugen, og derfor er det nødvendigt med et længere stræk, siger Charlotte Mejlbjerg.
Derefter forestiller hun sig, at de studerende vender tilbage til konservatoriet og modtager musikpædagogisk teori i en periode, inden de igen kommer ud på musikskolen i et praktikforløb af nogenlunde samme varighed som det første, men hvor den studerende i et vist omfang overtager undervisningen og får supervision af sin vejleder.
- Vi er selvfølgelig nødt til at have inde i overvejelserne, at eleverne betaler for højt kvalificeret undervisning, og derfor kan vi naturligvis ikke overdrage undervisningen fuldstændig til en praktikant i ti-tolv uger, siger Charlotte Mejlbjerg, der forestiller sig, at et praktikforløb kunne munde ud i en form for koncert.
Hun er ikke i tvivl om, at en praktikordning vil kunne give et stort udbytte til alle parter. Den studerende fra konservatoriet vil få en langt større indsigt i musikpædagogisk praksis og teori end i de nuværende ordninger, hvor de studerende underviser ”kaniner” på konservatoriet i ganske korte forløb. Musikskoleleverne vil få endnu mere for pengene, fordi de modtager et ”frisk pust” udefra samtidig med, at deres sædvanlige lærer sørger for at niveauet i undervisningen holdes. Og endelig vil musikskoleunderviserne få ny inspiration fra musikkonservatoriernes dygtige studerende.
Men indtil videre er der absolut intet samarbejde på praktikområdet, og derfor skal der måske hentes hjælp udefra.
- Det kan godt være, der først sker noget, hvis det kommer som et krav fra ministeriet, siger Charlotte Mejlbjerg, der dog også ser små tegn på at folkeskolereformen måske er den faktor, der kan trække konservatorierne til truget.
- Jeg hører nu udmeldinger om, at konservatorierne gerne vil samarbejde med lærerseminarierne og universiteterne, og det er jo fint nok, men hvad med os? Nogle gange virker det som om, at landets 98 musikskoler ikke eksisterer i musikkonservatoriernes univers, siger Charlotte Mejlbjerg.
Forskning er konservatoriernes opgave
Også på forskningsområdet mener hun, at musikkonservatorierne forsømmer deres opgave, når det handler om at forske i de emner, som kunne være interessante for musikskolerne.
- Der er skrevet én ph.d. om musikpædagogik på forskoleniveau, og så er der enkelte ph.d.’er i instrumentalundervisning på konservatorieniveau, men der findes ingen ægte forskning i den pædagogik, der udføres i musikskolerne, siger Charlotte Mejlbjerg.
Hun mener, at det kun er konservatorierne, der kan løfte denne forskningsopgave.
- Musikskolerne kan slet ikke selv bære forskningsopgaver, men konservatorierne har både penge og forpligtelse til at udføre forskning, og jeg kan ikke se, at opgaven kan ligge andre steder. Universiteterne beskæftiger sig jo kun med musikteori, og derfor vil det være forkert at lægge opgaven der, siger hun.
Hvis muligheden for at skrive en ph.d. i pædagogik på musikskoleniveau havde været til stede for otte år siden, ville Charlotte Mejlbjerg selv have meldt sig som interesseret. Da havde hun lige føjet en cand. pæd. til sit cv og havde fokus på videnskab og teori.
- I dag er muligheden forpasset for mit eget vedkommende, men jeg er sikker på, at der er mange andre musikpædagoger, der står på spring. Det kunne for eksempel være en af dem, der har fulgt den nye diplomuddannelse for musikpædagoger på University College Lillebælt. Under alle omstændigheder er der i dag en meget større interesse og forståelse for, at forskning er nødvendig for musikpædagogfaget, end for blot fem år siden. I dag skal vi lave lærerplaner, og det har betydet, at vi ikke længere kan klare os med tips og tricks og tavs viden – vi skal have mere evidens. Det er nu, vi skal sparke til bolden, siger Charlotte Mejlbjerg.
Norge og Sverige er foran
Hvis man sammenligner med nabolandene Norge og Sverige, halter Danmark bagefter med hensyn til forskning i musikpædagogik på musikskoleniveau, vurderer Charlotte Mejlbjerg.
I Sverige har man gennemført flere forskningsprojekter rettet mod musikskoleniveauet, og Norges Musikkhøgskole har hele to professorer på Center for Utdanningsforskning i Musikk, der organiserer forskningsprojekter inden for musikområdet på alle niveauer fra den højere musikuddannelse til musikuddannelserne i folkeskolen og i de norske kulturskoler, som kan sammenlignes med de danske musikskoler.
De danske musikskoler kan til en vis grad læne sig op ad norsk og svensk forskning, men dels er det trods alt ret begrænset, hvad de nordiske naboer har tilvejebragt af forskning, dels er der ifølge Charlotte Mejlbjerg masser af muligheder for at kaste sig over udækkede forskningsområder inden for det pædagogiske område, som musikskolerne repræsenterer.
- Den svenske forskning ser pædagogikken fra lærerens perspektiv, men jeg mener, at der burde ligge en masse gode forskningsprojekter i at undersøge emnet fra elevens synsvinkel: Hvad er det der driver børn til at ville gå til musikundervisning – hvad gør dem glade for at spille et instrument eller synge? Det kunne jeg godt bruge nogle velunderbyggede svar på, siger Charlotte Mejlbjerg.
Hun mener, at der er brug for et paradigmeskifte på musikkonservatorierne, så det ikke kun er fremtiden som en dygtig orkestermusiker der blinker som den smukkeste stjerne på de studerendes himmel. Det skal også gøres attraktivt for dem at blive en drøngod musikpædagog eller forsker i musikpædagogik.
- Det er vigtigt, at det ikke kun er dygtige udøvende musikere, der er forbilleder for de studerende. Hvis musikpædagogikken tages mere seriøst, og der sættes forskningsprojekter i gang, vil de studerende også kunne finde forbilleder inden for det musikpædagogiske område, siger hun.
|
Faktaboks: Charlotte Mejlbjerg:
|
Se videointerviews med Charlotte Mejlbjerg om konservatorieuddannelserne
Se mere om konservatorieuddannelserne
